Hvad er svamp i skeden?

Svamp i skeden eller i underlivet er en infektion, der oftest er forårsaget af gærsvampen Candida albicans.

Candida forekommer naturligt på huden, i munden, i mave/tarmkanalen og i skeden. Miljøet i skeden er normalt surt (pH = 4,2) og opretholdes af mælkesyreproducerende bakterier. Ved denne surhedsgrad er candidasvampen fredelig og giver ingen problemer.

Hvis skedens pH værdi øges, eller hvis kroppens immunforsvar af en eller anden grund svækkes, kan svampen udvikle sig til en egentlig infektion og forårsage gener.

Svamp i underlivet er almindeligt forekommende. Cirka 3 ud af 4 kvinder vil, på et eller andet tidspunkt i livet, opleve at få svamp.

Risikoren for at udvikle svamp i skeden er forhøjet:

  • Under graviditet
  • Efter behandling med antibiotika
  • Ved diabetes
  • Ved anvendelse af p-piller

3 ud af 4

Cirka 3 ud af 4 kvinder vil opleve at få en svampeinfektion i skeden på et eller andet tidspunkt.

For mere information om svamp i underlivet besøg da: SUNDHED.DK (svampeinfektion i skeden)

Top