Hvad er bakteriel vaginose (BV)?

Bakteriel vaginose kan lidt groft karakteriseres som den ”ukendte” infektion i vagina. Det skyldes, at infektionen ikke er så velkendt blandt kvinder, selvom den forekommer ret hyppigt. De fleste kvinder kender til svampeinfektion i skeden men færre kender til bakteriel vaginose.

BV skyldes vækst af bakterier, som normalt kun findes i skeden i begrænsede mængder - fx bakterien gardnerella vaginalis. Disse bakterier finder gode vækstvilkår i slimhinderne i skeden, hvis forholdene i skeden ændrer sig, fx hvis miljøet i skeden bliver mere basisk. Normalt er forskellige typer bakterier naturligt forekommende i skeden. De bakterier, der er flest af, er mælkesyrebakterier. Mælkesyrebakterier producerer mælkesyre, der fastholder skedens lave pH-værdi og beskytter mod infektion. Den lave pH-værdi hæmmer normalt væksten af uønskede bakterielle mikroorganismer. Når antallet af mælkesyrebakterier reduceres, øges pH-værdien, og skaber grobund for vækst af "dårlige" bakterier. Denne tilstand kaldes bakteriel vaginose.

De vigtigste symptomer på bakteriel vaginose er en ubehagelig, fiskeagtig lugt, unormalt udflåd og ubehag i skeden. Ændring af surhedsgraden i skeden anses for at være primær årsag til bakterievæksten. Ændring af bakteriefloraen og af surhedsgraden i skeden er årsagen til lugten.

Graviditet og BV

Du skal kontakte din læge hvis dine symptomer fortsætter eller bliver værre, eller hvis dit udflåd er blodigt. Du skal også kontakte lægen, hvis du er gravid og tror, at du har en infektion i skeden. For tidlige veer og for tidlig vandafgang kan muligvis have sammenhæng med BV. Det kan derfor være rigtigt at behandle ved symptomer på bakteriel vaginose under svangerskab - især hvis der tidligere har været en for tidlig fødsel.

Noget skummelt i gære?

Et af de vigtigste symptomer på bakteriel vaginose er en ubehagelig, fiskeagtig lugt.

Top