Menstruationscyklus

Menstruationscyklus er den proces, der gentages regelmæssigt i kroppen fra den første menstruation til overgangsalderen (læs mere om overgangsalderen og menopause her). Menstruationscyklussen starter på den første menstruationsdag (første dag med blødning) og slutter dagen før den næste menstruation. Den gennemsnitlige menstruationscyklus varer 28 dage, men for de fleste kvinder er menstruationscyklus ikke så regelmæssig. Menstruationscyklus kan variere mellem 23-32 dage.

Når puberteten indtræder (i alderen 10 - 16 år for de fleste kvinder), begynder kroppen at producere varierende mængder af forskellige hormoner, der påvirker specifikke ændringer i kroppen. Under menstruationscyklus øges produktionen af det kvindelige hormon østrogen, og æggestokkene begynder at udvikle æg. I hver cyklus, påbegyndes udviklingen af op til 20 follikler, men kun et eller nogle gange to æg når at blive modne, færdige og klar til at blive befrugtet. Når ægget er blevet frigivet fra æggestokken (processen kaldes ægløsning) transporteres det til livmoderen gennem æggelederne - to rør, der forbinder æggestokkene til livmoderen. I mellemtiden vil slimhinderne i livmoderen blive tykkere, fordi kroppen forbereder sig på graviditet.

Hvis et æg og en sædcelle mødes, kan ægget blive befrugtet, og der er mulighed for graviditet. Ubefrugtede æg overlever kun omkring 24 timer efter ægløsning. Derefter frastødes slimhinden fra livmoderen og blandet med blod forlader slimhinden livmoderen gennem skeden, og menstruation er begyndt.

Menstruation

Menstruationen kan vare mellem 1-8 dage, men den gennemsnitlige længde er 4-5 dage. Normalt mister man ca. 80 ml blod i en menstruationscyklus - omkring 16 teskefulde. Forskellige præventionsmidler kan gøre menstruationen lettere og kortere end normalt.

Menstruationssmerter

De fleste kvinder har menstruationssmerter på et tidspunkt i deres liv. Menstruationssmerter forekommer normalt i begyndelsen af menstruation og varer 2-3 dage. Man kan have mavekramper og mindre smerter i ryggen og lårene.

Menstruationssmerter kommer af, at livmoderen trækker sig sammen for at frastøde slimhinden.

Simple livsstilsændringer kan hjælpe med at lindre menstruationssmerter. At holde sig sund og i form i hele menstruationscyklussen kan gøre en stor forskel. Du kan prøve med mild motion, da motion kan hjælpe med at lindre smerter og stress. Alternativt kan du prøve afspændingsteknikker. Varme kan bidrage til at lindre mange former for smerte, så prøv et varmt bad eller læg en varmepude på de smertefulde områder.

Der er mange forskellige slags receptfri medicin, der er designet specielt til at dulme menstruationssmerter. Spørg på apoteket.

Hvornår skal du gå til læge?

Menstruationssmerter er en meget almindelig årsag til, at kvinder går til lægen – årligt søger en ud af tyve kvinder læge på grund af menstruationsproblemer. Hvis du bemærker noget usædvanligt (for dig) i din menstruationscyklus, eller du bemærker, at du får blødning mellem menstruationer, bør du lave en aftale med en læge. Der er normalt ingen grund til bekymring, men det er altid bedst at sørge for at en læge tilser, at alt er som det skal være.
Hvis du har meget kraftige og smertefulde perioder i forbindelse med din menstruation, bør du også tale med en læge.

Graviditet

Du er mest frugtbar fem dage før ægløsningen og et par dage efter ægløsning, men den tidsramme, kan være svær at afgøre, og tidsrammen kan variere fra kvinde til kvinde. Hvis du forsøger at blive gravid, er det bedst at have samleje mindst en gang hver anden dag. Sperm kan leve i op til syv dage, og regelmæssig samleje betyder, at det er sandsynligt, at der er sæd til rådighed under ægløsning.

Top